Lær at dykke med KVAK
I KVAK har vi i dag 4 dedikerede instruktører og de bedste divemasters i landet. I gennemsnit uddanner de hvert år ca. 12 nye elever og gennemfører 2-3 kurser for eksisterende medlemmer.
Vi uddanner primært inden for PADI, men har også en CMAS-instruktør.
En pakke med PADI Open Water Diver (OWD) og Advanced OWD (AOWD) koster 4.800,- Læs mere om hver del nedenfor. Prisen dækker alt kursusmateriale samt udstyr under hele forløbet.
Nye elevhold starter løbende, når der er nok tilmeldte. Kontakt os her, hvis du har spørgsmål eller gerne vil tilmelde dig.
Da vi er en klub, har vi god tid til at tilrettelægge alle kurser efter de enkelte elevers behov.
Ønsker du at prøve dykning, inden du kaster dig ud i et certifikat, tilbyder vi også gerne et prøvedyk i sikre omgivelser.


PADI er verdens største udbyder af dykkercertifikat og det mest anerkendte globalt set.
Padi har ca. 128.000 professionelle medlemmer og omkring 6.600 dykkercentre fordelt over hele verden.
PADI-systemet er baseret på progressiv træning, der introducerer færdigheder, sikkerhedsrelateret information og lokal miljøviden til kommende dykkere i etaper. PADI-kurser er studiecentrerede og giver maksimal praktisk og realistisk anvendelse.

Open Water Diver (OWD)
Med et PADI OWD-certifikat kan du deltage i dykkerture i hele verden til en maks. dybde på 18 meter, og du kan ligeledes deltage i de fleste af klubturene.
Et PADI Open Water Diver-kursus består af 3 dele:
- Teori, hvor du lærer om dykning, udstyr, dykkerfysiologi mm.
- Svømmehal
- Dyk i åbent vand
Teori:
Som dykker opholder du dig i et element, som du ikke er skabt til. Derfor gennemgår vi, hvad der skal til for at kroppen kan opretholde livet, og hvilke komplikationer det kan give. Du vil ligeledes få en grundlæggende forståelse for sammenhængen mellem tryk og omfang, og den effekt det har på dig som dykker og dit udstyr.
Samtidig gennemgår vi det udstyr som vi bruger.
Svømmehal:
En af de vigtigste regler i sikker dykning er, at du er fortrolig med dit udstyr. Inden du hopper i vandet første gang, skal du selv kunne samle dit udstyr og udføre en personlig udstyrskontrol. Det gennemgår vi som det første i svømmehallen.
Når du dykker, gælder det om at være så “doven” som muligt, dvs. at når du dykker med komprimeret luft, er det vigtigt at du slapper af og ikke bruger unødvendige kræfter, da det kan ses på dit luftforbrug og dermed også din ophobning af nitrogen. For at spare på kræfterne er det vigtig at din svømmeteknik er så god som mulig, samt at du er afbalanceret i vandet. Denne del vil vi lægge vægt på igennem bassinundervisningen.
Da dykning ikke er en ufarlig sport, så er det vigtigt at du først og fremmest kan redde dig selv. Det kræver rutine, overskud og færdigheder, så det fokuseres der ligeledes meget på.
Dykning er en makkersport, hvor alt foregår sammen med din makker. Men det er også en sport med meget ventetid. Det er her vigtigt at du ikke kun hjælper dig selv og din makker, men også de andre dykkere.
Åbent vand:
Da formålet med kurset er at lære at dykke i åbent vand, slutter kurset af med at lave 5 åbentvandsdyk, hvor det dybeste vil være maks. 18 meter. I åbentvandsdelen vil du prøve de samme øvelser, som du lavede i svømmehallen.


Advanced Open Water Diver (AOWD)
Med et PADI AOWD-dykkercertifikat kan du deltage i dykkerture i hele verden til en maks. dybde på 30 meter, og du kan deltage i alle klubture, På et AOWD-kursus får du udvidet dine dykkerfærdigheder indenfor flere felter og du vil helt sikkert også opleve en forøgelse af din selvtillid som dykker.
Et PADI Advanced Open Water Diver-kursus består af 5 åbenvandsdyk:
- Navigation
- Dybdedyk
- Natdykning
- De sidste to moduler er enten “Strøm dyk” , “Båddyk” eller “Søg og hæv”
Teori:
Ved siden af de praktisk øvelser kører teoridelen som et selvstudie. Før hver modul skal kursisterne have læst det tilhørende afsnit i bogen.
Rescue diver
Indtil nu har dykkeruddannelsen fokuseret primært på dig selv, og hvordan du håndterer situationer,hvor du selv har et problem. Med Rescue Diver-uddannelsen går du skridtet videre og begynder at fokusere på helheden og de andre dykkere på dykkerstedet.
Gennem kurset vil du blandt andet lære om:
- Effektiv søgning efter forsvundne dykkere.
- Organisering af redningsaktioner
- Kontrollere og udføre en redningsaktion.
- Hvordan man på en effektiv og sikker måde hjælper en anden dykker i problemer.
- Om dykkerulykker samt metoder til at forebygge ulykker.
- Hvordan du yder korrekt førstehjælp i og ude af vandet.
- Genkendelse af mulige fejl ved udstyr.
Krav:
- Du skal være minimum 15 år
- Du skal have bestået PADI AOWD-kursus eller tilsvarende.
- Du skal have et gyldigt førstehjælpsbevis som inkluderer hjertemassage.
Teori:
Vi starter med at gennemgå teorien om situationer med bl.a. selvredning, stress, panik, problemer under vandoverfladen, forsvunden dykker og bevidstløs dykker, samt gennemgå forskellige ulykkesscenarier og stresssituationer.
Du lærer om dykkerrelateret førstehjælp, forebyggelse af ulykker, udstyrslære samt teknikker, der kan anvendes ved dykkerrelaterede ulykker.
Den teoretiske del afsluttes med en teoriprøve.
Praksis:
Foregår i åbent vand, hvor vi over to dage øver forskellige situationer og på den måde lærer den rigtige måde at håndtere situationen på. Du vil bl.a. komme igennem følgende scenarier:
- Træt dykker.
- Dykker i panik
- Stresset dykker under overfladen.
- Forsvundet dykker.
- Bevidstløs dykker under vand.
- Samt redning fra land og evt. båd.
Redningsdykkerkurset er et vigtigt trin i din udvikling som dykker, fordi du bliver i stand til aktivt at forebygge og hjælpe, hvis en anden dykker kommer i problemer. Kurset er samtidig med til at give dig større selvtillid som dykker og gøre dig bedre til at reagere korrekt i en stresset situation.
